at give er at give
at dø er at dø
nat er nat
og dag er dag
gi’ det væk
og kald det en dag
du har aldrig haft noget
at give er at give
at tage er at tage
at fejle er at fejle
at vide er at vide
at ignorere er at ignorere
gør det blot med ære
du ved jo aldrig
hvad i morgen vil frembære
oooO kaos
dU eR miN
jEg er diN
nÆste pAr tiMer
oOoO kAos
dU liGger pÅ miN seNg
oG fRister
meD aT blivE ligGende
oOoo kaOs
dU vaR heRheLt siKkert
fØr noGet anDet var
deT mÅ haVe føLtes alenE
ooOo kAOs
deT hedDer dU nU
mEn denGang vaR dU
nOk baRe oRden
oooO kAoS
koM tiLbagE
oG bliv miN veN
sÅ kaLder jEg diG oRden igeN
oOOO kAOs
dU eR i ordeN
dU eR heLt i orDen
liGe nu eR mesT i oRdenE!
Det var en mørk men stille nat. En taxachauffør ved navnet Adam sad og ventede på sin sidste kunde inden han skulle hjem. Det var længe siden han snakkede med nogen at han næsten glemte hvordan. Bilen var parkeret ved en “mark” uden for en mindre storby. Han kiggede på sit ur og tændte for radioen. Der var ikke en lyd som sædvanlig. Fra sin inderlomme trak han en cigaretpakke op. Han fumlede lidt med den og hæv så den sidste krumryggede cigaret op og gav sig til at lede efter en ildmager. Han fandt et svovlstikke underførersædet og tændte sin cigaret. Han tog sig et langt hvæs som om han lige var kommet op ad vandet og var ved at drukne. Han kunne ikke få øje på askebægeret men askede i den retning hvor askæbægeret plejede at være. Pludselig gik det op for ham at askebægeret var ikke det eneste der manglede. Hele forpanelet var væk. Forruden var også forsvundet, sidespejlene og dørene ! Han lukkede sine øjne i panik og holdt fast på rattet. Dét havde han i hvertfald. Langsomt åbnede han øjnene og klamrede sig endnu mere til rattet mens en drop sved krydsede sit spor på hans pande. Det var det han frgytede.. hjulene var væk, ja alle fire. Faktisk det eneste der var tilbage var rattet og bagsædet, som mirakuløst så helt ny og skinnende ud. Han sad i førersædet , som blot var stillet oven på nogle mursten og brædder. Pludselig kunne han mærke vinden og hans nakkehår rejste sig op idet han hørte en kendt stemme fra bagsædet. “Kør !” sagde den dybe stemme “vi skal hjem”. “Men” sagde Adam “jeg har ikke nogen hjul”. “Kør !” sagde stemmen endnu en gang “vi skal ikke langt”. “Men” sagde Adam fortvivlet “jeg ved ikke hvilken vej”. “Kør !” lød det igen fra bagsædet “tiden er inde !”.
Han lukkede øjnene startede sin imaginære motor. Først lød der en pivlyd og så et brag. Et mirakel tænkte han ‘ den kører ‘ og begyndte mistroisk åbne sine øjne for at se om det virkelig kørte for ham. I samme øjeblik “kørte” han ind i et træ og gokkede hovedet rimelig hårdt og besvimede.
Da han kom til sig var det helt lyst og solen skinnede. Der lå det røddeste æble han nogensinde set på jorden. Han samlede æblet op og kiggede på de mennesker der omringede ham. “Eva ?” sagde han forsigtig og hans ansigt formede et kæmpe spørgsmålstegn mens hvert enkelte hår blevtil udråbstegn.
“Hvordan? ” kunne han sige. Eva hjalp ham op sammen gik de mod træet og Eva råbte blidt to navne op, der lød meget meget bekendt, og der dukkede to drenge op bag træet og løb hen mod ham. “Hvad kaldte du dem ?” spurgte han Eva, mens han krammede dem begge. “Abel og Kain” sagde Eva. Da gik det hele op for ham og han var helt paralyseret et stykke tid. Da han blev sigselv igen lukkede han munden, tørrede savl op og spurgte ” …men Abel var han ikke?..havde Kain ikke..?” , “Jo” sagde Eva, “tiden var inde for os at komme tilbage, der hvor vi hører til. Godt nyt år og velkommen tilbage..vi skal ikke bekymre os om tid mere og skal blive her forevigt”.
Der var engang en Bent, som var glad for motorcykler. Han elskede at nusle med sin Harley, hvis han ellers havde en!
En morgen åbnede Bent sine oejne, og kunne hverken huske hvor han var eller hvad han lavede der. Han kunne ikke bevage sig og det var varmt. Han kunne ikke se solen, men maerke den. Og det hjalp slet ikke at han havde sin hjelm paa. Han laa begravet i oerkensand op til halsen, Han sad dog stadig paa sin Harley. Den var i hvertfald en Harley til at starte med, selvom han undervejs byggede om til ugenkendelighed, men en Harley er en Harley. Det ville Bents far havde sagt,.Det var for hans fortjeneste at Bent fik en forkaerlighed for motorcykler. Han var nemlig mekaniker og kunne tune alt paa to hjul med lukkede oejne. Bent og far havde mange hyggelige soendage sammen i garagen, hvor de brugte tiden paa mere end bare reparere og tune hele nabolagets motorcykler. De byggede ogsaa modelskibe og model flyvemaskiner, som var i stand til at sejle, flyve og omvendt !
Han kunne dog stadig ikke huske hvordan han endte i en oerken. Derfor begyndte han at taenke tilbage. Han huskede at han fik sin foerste knallert da han fyldte 18. Det var ogsaa paa hoeje tid for alle hans naere venner fik deres da de var 16. Det ville han ogsaa havde gjort hvis det ikke var for hans mor, som bare var imod alt det der havde to hjul og en motor. Det var lige meget om de kun kan koere tredive eller tre hundrede kilometer i timen, men saadan har hun ikke altid vaeret. Bent huskede den dag hvor politiet bankede paa doeren og ville tale med hans mor. Det var tre dage efter Bents tolv aars foedselsdag, hvor Bent har faaet en cykel af ham. Da politiet fortalte at Bents far koerte gal paa sin Nimbus og at han doede paa stedet, roeg cyklen en tur over raekkevaerket og direkte ind i storskraldet.
Han voksede og hans kaerlighed for motorcykler voksede med og det gjorde ikke den store forskel at han ikke ejede en knallert saa laenge han kunne reparere og tune de andres. Han havde jo mekaniker genet. Derfor var der heller ingen tvivl om hvem der var lederen paa den lokale knallert klub da Bent endelig har faaet sig en knallert.
Efter to aar som leder af knallert klubben besluttede Bent sig for at komme videre. Han tog modet til sig og soegte en elev stilling hos lokale afdeling af Hells Angels. HA’erne var allerede bekendte med hans renome som dygtig mekaniker. Derfor blev han optaget som elev og fik lov at koere bagerst i flokken, paa sin knallert med en selvlysende vest, hvor der stod “HA Elev”. Ja, det var tider…
Lederen holdt ogsaa meget af ham og efter han var faerdig med sin halv aarig praktik i Koebenhavn afdelingen opfordrede han Bent til at soege fuld medlemskab, saa han kunne faa sig et rigtigt rygmaerke i stedet for den haeklede version han fik til jul af sin gudmor.
For at blive fuld medlem skulle han saa igennem en slags manddomsproeve. Der blev besluttet at han skulle krydse Sahara paa en Harley og kun mad og vand nok til 10 dage. Alt blev arrangeret og Bent og en Harley af eget valg er blevet floejet ned til Sahara. Efter en kort afskedsceremoni blev han sendt afsted. Saa var der ikke andet end oerkenen, ham og hans Harley.
Paa den syvende dag var han godt traet af solen, varmen og sandet. Han stoppede op for at goere status og konstaterede at han kun havde vand og benzin nok til en dag til og ikke mere. Hvis han skulle overleve dette eventyr skal der aendres kraftigt i planerne. Han stirrede paa horisonten og taenkte paa hvordan han kan komme ud af det her I et stykke. Hans hjerne kogte i den sydende sol halucinationerne floej,. Efter et stykke tid saa han sit liv passere revy. Pludselig var han hel ung igen, det var nat og han kunne ikke sove. Fra sit vindue kunne han se at der var lys i garagen. Det var hans far, som heller ikke kunne sove. Han betragtede ham fra afstand. Han nuslede med sin Nimbus og var i gang med at fikse et eller andet. Oven over ham hang der nogle modelfly og bag ham paa hylden laa der et par modelskibe, som han har v¾ret med til at bygge fra nul. Da han vaagnede saa han lyset i mere end kun een forstand. Solen var lige ved at staa op i horisonten. Han saa paa sin Harley og taenkte, hvis mand ikke kan krydse Sahara til lands, saa maa mand krydse den i luften. Efter et hurtig kik paa sin omgivelser gav han sig til at samle vindhekse. Med en hurtigt ryk rev han sine lederbukser i to stykker og stoppede dem med sin fangst.
Han stampede dem helt flade og syede dem med sin leder belte, som han ogsaa halveret paa langs, for at holde dem flade og for at goere konstruktionen staerkere.. Disse ?vinger? blev monteret paa hver sin side af Harley?’en. Han spiste sin sidste mad op og drak alt hvad der var tilbage af vand. For at goere sit ?fly? lettere, monterede han alle de dele af, som ikke kan bruges paa flyvturen.
Da han endelig tog sin plads i ‘cockpittet’ havde han kun sin hjelm og sine boxershorts med smaa Harley Davidson logo paa. Han var klar og var klar over at det vil blive knald eller fald. Han startede motoren mens han stirrede paa horisonten. Han var saa fokuseret paa sit maal, at han opdagede naeppe den sandstorm, som var ved at traekke op lige bag ham. Soemmet i bund? sagde lillehjernen, nerverne bragte budet videre, hjulene spinnede med en hvin og kastede oerkensandet baglaens. Han koerte mod den naeste sandbakke, som han taenkte sig at bruge som en rampe for at hjaelpe ham med at lette. Han koerte saa hurtig, som han kunne, men stormen rejste hurtigere og fangede ham og hans Harley i luften lige da de forlod rampen. Vi kan flyve, vi kan flyve? raabte han. To sekunder efter hans mest glade oejeblik blev han for alvor trukket ind i sandstormen og mistede bevidstheden.
Da han aabnede oejnene igen laa han begravet I oerkensand og undrede sig over hvad han lavede der. Pludselig saa han en skygge passere forbi og en til. Lyden af fire smaa foedder paa sand kom naermere og naermere. De var to drenge. De talte et sprog han ikke forstod. Der gik ikke l¾nge inden den ene af dem loeftede Bents hjelm. De kikkede paa hinanden og nikkede, hvorefter gik de i gang med at grave ham fri. Da de var faerdige tog de ham i haanden paa hver sin side og fulgte ham hjem til deres mor. Bent kunne dufte aftensmaden fra en afstand og han var sikker paa at det var hans yndlings ret, uden at have den fjerneste ide om hvad det var. De gik ind i huset og da deres oejne moedte hinanden forstod Bent hvorfor han var der. Hun satte en tallerken til paa bordet og smilede..
For ikke så forfærdelig lang tid siden på en galakse ikke så langt borte levede nogle væsner som ikke var helt sorte. De var hvide med sorte pletter på og rejste fra galakse til galakse på må og få. Deres planet lignede i store træk vores planet og deres måne vores måne. Lige bortset fra deres sol lyste blå og hed Den Lysende Måne og deres måne var lilla og hed Natsolen.
Planeten? tja der var ingen der undrede sig over hvad den hed. De boede der bare.
Disse væsner brugte lyset som transportmiddel. De var i stand til at surfe på lysbølger og kom langt omkring i universet. Eneste de havde brug for var at fange en lys strømning og lidt stjernestøv. Stjernestøvet var nødvendig så de ikke brandte deres fødder på de lange strækninger.
Et af disse væsner hed Albert og hans kælenavn var også Albert. Han var nemlig meget kær lige præcis som han var. Han var en langtidsrejsende. Det var altid spændende at høre om hans rejser når han endelig var tilbage. Alle børnene på planeten ventede spændt på hans ankomst. Han har nemlig været væk i næsten to dage. Det lyder måske ikke så langt, men ifølge vores tidsregning svarer den tilsådan ca 20 år.
Lige pludselig kom der en lysbølge forbi og Albert hoppede af. Alle børnene jublede og før han kunne tælle til 3 var der en hel flok børn samledes omkring ham for at høre hvor han nu har været og har oplevet. Albert var træt men kunne alligevel ikke modstå børnenes ønske. Han satte sig på den nærmeste sten og gik i gang med at fortælle.
Der var lige en ting jeg glemte at fortælle om Albert. Han var hvid med sorte pletter på ligesom de andre men han havde en meget speciel hoved. Det bestod nemlig kun af hans mund som lignede nærmest to mursten og hans øjne som trillede løs på disse mursten. Det var lidt besværligt, men sådan var han nu altså. Hver gang han åbnede munden trillede hans øjne tilbage i nakken på ham og trillede så tilbage når han lukkede munden. Han havde to små vinger og en dragehale. Med sine sorte pletter, hvid hud, dragehale og vinger lignede han nærmest en Drage-Ko eller Ko-drage.
“Fortæl fortæl” råbte en af børnene. “Hvor har du været? Hvad har du oplevet?”
Albert åbnede sin mund (og hans øjne trillede bagom) og sagde:
“Jeg rejste dag, jeg rejste nat, jeg rejste med lysets hastighed. jeg var lyset for ellers kunne jeg jo ikke rejse lige så hurtig som lyset. Jeg kom forbi en galakse ikke langt herfra og en sol som lignede vores. Jeg så nogle planeter omkring den. En af dem fik jeg øje på og hoppede af mit lysbølge for at besøge den. Der mødte jeg nogle væsner. Nogle blev bange for mig og løb deres vej. Nogle blev glade for at se mig og dem blev jeg hos. Så var der også nogle, der var ligeglade, der blot kiggede den anden vej. De glade var både glade og nysgerrige og det gjorde mig glad og nysgerrig. Selv om de ikke forstod vores sprog var de søde og lyttede med stor opmærksomhed når jeg talte og vi kunne i store træk forstå hinanden. De havde to huse lige ved siden af hinanden. Den ene levede de selv i og har de bygget til nogle 4 benede væsner. Jeg blev med de 4 benede, da jeg synes godt om der var højt til loftet og masser af selskab.”
Og så en nat hørte Albert nogle lyde der kom fra skoven som lå i nærheden. Det knitrede højt og en masse dyr løb til højre og venstre. Det var ligeså lys som om det var morgen. Menneskene han boede hos var stadig sovende. Han gik ud af stalden hvor han sov og fandt ud af at der var skovbrand. Det kaldte han det selvfølgelig ikke da på det planet han kom fra var der ikke nogen træer og dermed heller ikke skove og dermed heller ikke skovbrande. Han kiggede forvirret på de dyr som løb ud af skoven og hen mod det lysning hvor der var en sø. Han blev nysgerrig og fløj over mod skoven for at se nærmere på det lysende, knitrende og varme substans.
Pludselig fløj der en lillebitte fugl ud af skoven. Den fløj forbi ham ligeså hurtig som den kunne og 10 sekunder efter fløj den tilbage til skoven og 10 sekunder efter fløj den den anden vej…og tilbage igen og igen og igen. Næste gang den fløj forbi fulgte Albert den ned til søen og så den tage et stort slurk vand og flyve tilbage til skoven. Lidt senere var den der igen for at tage et slurk til og lige den skulle til at vende tilbage ramlede den ind i Albert og kom til at spytte alt vandet på ham og blev nødt til at tage en ny slurk. Albert gjorde det samme som fuglen og fulgte efter. Fuglen fløj tilbage til brandende skov og sprøjtede flammerne med vand og begav sig til at flyve tilbage. Albert gjorde det samme. Fuglen fløj og Albert fløj, fuglen fyldte sit næbe med vand og Albert fyldte sin mund med vand, fuglen sprøjtede vand på flammerne og Albert sprøjtede vand på flammerne….
Efter et stykke tid kunne fuglen (som iøvrigt var en kolibri) blev så nysgerrig og var nødt til at stoppe op for at høre hvad Albert var for en. Kolibrien spurgte “Hvad er du for en?” Det forstod Albert godt men kunne af god grund ikke svare da hans mund var fuld af vand. Han vidste ikke hvad han skulle med den og kom til at sluge den så han kunne snakke igen. Han åbnede munden (øjnene trillede bagom) og sagde: “Jeg er en rejsende” sagde han “fra en anden galakse og fra planeten Nygme”
“Hvad laver du her?” spurgte kolibrien, som iøvrigt hed Selle. “Jeg gør som du gør.” svarede Albert. “Hvad laver du?”
“Jeg slukker branden” sagde kolibrien “Vand som jeg henter fra søen kan slukke ilden. Jeg vil slukke den så ilden ikke brænder hele skoven ned.” . Albert kiggede ned på den brandende skov og kiggede på kolibrien. “Men du kan da ikke slukke det hele selv. Der er alt for meget af det gule, varme ting..ilden og der kan ikke være så meget vand i dit næbe ad gangen”. Kolibrien tøvede et øjeblik og sagde “Jeg må gøre hvad jeg kan” Derefter fløj den tilbage til søen for at hente vand og forsatte hvor den slap.
Albert ville gerne hjælpe men vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne nu mærke at ilden blev stærkere og varmere. Flammerne nærmede sig menneskernes hus. Albert stod og overvejede et øjeblik hvordan han kunne flytte en hel masse vand fra søen over til skoven og slukke ilden inden den når menneskernes hus.
Han tænkte tilbage til sin barndom på planeten Nygme. Huskede de historier hans far har fortalt om dengang der faktisk var træer på planeten. Ikke ligesom dem vi har på jorden. Deres træer var lyserøde i farven og havde hvide blader. Alberts far fortalte historier om deres forfædre, som kom til at fælde alle træerne på grund af et væddemål som gik ud på den ene skovhugger klan var hurtigere end den anden. Det gik vildt for sig og de kom til at fælde alle træerne på planeten på en eftermiddag. Som jeg sagde havde de jo dragehaler. De brugte deres haler til at vælte alle de træer som de overhovedet kunne og til sidst blev nødt til at bo i jordhuler for der var ikke flere træer de kan bygge redde i.
Albert fløj hen over skoven og kiggede ned. Han fik øje på sin hale og fik en genial idé. Den kunne jo godt bruges til at fælde de træer som omringer skovbranden så flammerne ikke kunne sprede sig, tænkte han og gik straks i gang. Han svingede sin hale, træerne faldt en efter en rundt om flammerne og flammerne blev hvor de var. Da kolibrien opdagede at flammerne ikke spredte sig mere holdt den også op med at bære vand og de to satte sig på et høt træ og så på flammerne blev lavere og lavere. Senere kom der to store regnskyer og tømte deres læs lige oven over gløderne som stadig var varme og slukkede det stor brand helt.
Da det var ved at blive morgen var det hel forbi. Menneskene vågnede og kunne lugte røgen. De løb hen til vinduet og i tusmørket kunne de se et glimt af Albert, som vinkede farvel mens han var i færd med at hoppe på en lysbølge for at komme hjem til Nygme.
…
“Fortæl mere, fortæl mere” råbte en af børnene, men Albert var træt på en god måde efter den lange rejse og de mange oplevelser han havde. “Resten må I høre en anden gang” sagde han. “Jeg har en gave med til jer og til jetres børn” sagde Albert mens han hæv en aflang kludetæppe op ad sin taske og pakkede gaven ud.
“Det er nok ikke et lyserødt et med hvide blader på, men det er mindst ligeså smuk som dem vi havde her på planeten for længe siden”
Alle børnene jublede og gik hver især hjem til deres mor og far og fortalte dem hvad Albert tog med hjem fra den blå planet. Den nat sov alle børnene godt og mange endda smilede i deres søvn.
Inat så jeg mælkevejen
strække sig hen over
den sorte, blanke asfalt..
sådan er det nogle gange
…
man skal ikke græde over spildt mælkevej
(ellers går livet videre)
…
i reden er der unger med fjer på
faren er fløjet for længst
og moren har en kæp i øret
social realisme i nøde skål!
i morgen lover jeg at
et digt jeg skrive vil
for dine øjne og lykke til
lige nu vil jeg bare
drikke vin og nyde.
et stykke lånt lysstråle
lyser på
vores valgte frygte
og bagere af solopgangen
bærer usynlige baretter
for at vise verden
uvigtigheden af
at føle sig vigtigt
jeg har et perfekt liv
jeg indånder den perfekte luft
og drikker det perfekte vand
jeg ser perfekt ud
jeg har det perfekte forhold
mine børn er perfekte
min stemme er perfekt
og når jeg snakker
jeg leverer de perfekte historier
jeg har det perfekte job
og jeg ejer den perfekte bil
alting omkring mig er så perfekt
så jeg knap kan føle jeg er i live..
jeg lytter til aarhus
en tidlig morgenstund
mågerne er lige passeret horisonten
alting formår at være stille
jeg lytter til aarhus
klokken er tolv et sted i danmark
bilerne holder fri idag
håndværkere spiser smurte håndværkere
jeg lytter til aarhus
aftenen nærmer sig
byen stemmes påny
og spiller sin yndlings melodi
jeg lytter til aarhus
natten er faldet
men ingen har slået sig
jeg går glad i seng
jeg lytter til aarhus
århus er kun for alle
og alle andre
der vil den
endnu en dag
forlader havnen
alting har eller
kunne have været
endnu en dag
med det berømte
“one way ticket”
sorge, smile, fortrydelser
alting er fortid
og i morgen vil der være
mere af det samme
men mindre tid
til påskønnelse
forstå det nu
hver dag tæller
ligemeget om du holder
1 dag eller 80 år
for vi er kun og kun..
6 milliarder døgnfluer med fri vilje
jeg har aldrig forestillet mig
at nogen kunne være så sårbar
først troede jeg du var
en åben bog
- men du var kun en side,
en blank side !
du gav mig dine øre
du gav mig dine øjne
jeg vidste ikke
jeg havde brug for dem
- men hvad der var imellem vores øre
gjorde os øre
lukkede mange døre
