Det var en mørk men stille nat. En taxachauffør ved navnet Adam sad og ventede på sin sidste kunde inden han skulle hjem. Det var længe siden han snakkede med nogen at han næsten glemte hvordan. Bilen var parkeret ved en “mark” uden for en mindre storby. Han kiggede på sit ur og tændte for radioen. Der var ikke en lyd som sædvanlig. Fra sin inderlomme trak han en cigaretpakke op. Han fumlede lidt med den og hæv så den sidste krumryggede cigaret op og gav sig til at lede efter en ildmager. Han fandt et svovlstikke underførersædet og tændte sin cigaret. Han tog sig et langt hvæs som om han lige var kommet op ad vandet og var ved at drukne. Han kunne ikke få øje på askebægeret men askede i den retning hvor askæbægeret plejede at være. Pludselig gik det op for ham at askebægeret var ikke det eneste der manglede. Hele forpanelet var væk. Forruden var også forsvundet, sidespejlene og dørene ! Han lukkede sine øjne i panik og holdt fast på rattet. Dét havde han i hvertfald. Langsomt åbnede han øjnene og klamrede sig endnu mere til rattet mens en drop sved krydsede sit spor på hans pande. Det var det han frgytede.. hjulene var væk, ja alle fire. Faktisk det eneste der var tilbage var rattet og bagsædet, som mirakuløst så helt ny og skinnende ud. Han sad i førersædet , som blot var stillet oven på nogle mursten og brædder. Pludselig kunne han mærke vinden og hans nakkehår rejste sig op idet han hørte en kendt stemme fra bagsædet. “Kør !” sagde den dybe stemme “vi skal hjem”. “Men” sagde Adam “jeg har ikke nogen hjul”. “Kør !” sagde stemmen endnu en gang “vi skal ikke langt”. “Men” sagde Adam fortvivlet “jeg ved ikke hvilken vej”. “Kør !” lød det igen fra bagsædet “tiden er inde !”.
Han lukkede øjnene startede sin imaginære motor. Først lød der en pivlyd og så et brag. Et mirakel tænkte han ‘ den kører ‘ og begyndte mistroisk åbne sine øjne for at se om det virkelig kørte for ham. I samme øjeblik “kørte” han ind i et træ og gokkede hovedet rimelig hårdt og besvimede.
Da han kom til sig var det helt lyst og solen skinnede. Der lå det røddeste æble han nogensinde set på jorden. Han samlede æblet op og kiggede på de mennesker der omringede ham. “Eva ?” sagde han forsigtig og hans ansigt formede et kæmpe spørgsmålstegn mens hvert enkelte hår blevtil udråbstegn.
“Hvordan? ” kunne han sige. Eva hjalp ham op sammen gik de mod træet og Eva råbte blidt to navne op, der lød meget meget bekendt, og der dukkede to drenge op bag træet og løb hen mod ham. “Hvad kaldte du dem ?” spurgte han Eva, mens han krammede dem begge. “Abel og Kain” sagde Eva. Da gik det hele op for ham og han var helt paralyseret et stykke tid. Da han blev sigselv igen lukkede han munden, tørrede savl op og spurgte ” …men Abel var han ikke?..havde Kain ikke..?” , “Jo” sagde Eva, “tiden var inde for os at komme tilbage, der hvor vi hører til. Godt nyt år og velkommen tilbage..vi skal ikke bekymre os om tid mere og skal blive her forevigt”.
