Category Archives: fortælling

Rocker Bent og den flyvende Harley

Der var engang en Bent, som var glad for motorcykler. Han elskede at nusle med sin Harley, hvis han ellers havde en!

En morgen åbnede Bent sine øjne, og kunne hverken huske hvor han var eller hvad han lavede der. Han kunne ikke bevage sig og det var varmt. Han kunne ikke se solen, men mærke den. Og det hjalp slet ikke at han havde sin hjelm på. Han lå begravet i ørkensand op til halsen, Han sad dog stadig på sin Harley. Den var i hvertfald en Harley til at starte med, selvom han undervejs byggede om til ugenkendelighed, men en Harley er en Harley. Det ville Bents far havde sagt,.Det var for hans fortjeneste at Bent fik en forkærlighed for motorcykler. Han var nemlig mekaniker og kunne tune alt på to hjul med lukkede øjne. Bent og far havde mange hyggelige søndage sammen i garagen, hvor de brugte tiden på mere end bare reparere og tune hele nabolagets motorcykler. De byggede også modelskibe og model flyvemaskiner, som var i stand til at sejle, flyve og omvendt !

Han kunne dog stadig ikke huske hvordan han endte i en ørken. Derfor begyndte han at tænke tilbage. Han huskede at han fik sin første knallert da han fyldte 18. Det var også på høje tid for alle hans nære venner fik deres da de var 16. Det ville han også havde gjort hvis det ikke var for hans mor, som bare var imod alt det der havde to hjul og en motor. Det var lige meget om de kun kan køre tredive eller tre hundrede kilometer i timen, men sådan har hun ikke altid været. Bent huskede den dag hvor politiet bankede på døren og ville tale med hans mor. Det var tre dage efter Bents tolv års fødselsdag, hvor Bent har fået en cykel af ham. Da politiet fortalte at Bents far kørte gal på sin Nimbus og at han døde på stedet, røg cyklen en tur over rækkeværket og direkte ind i storskraldet.

Han voksede og hans kærlighed for motorcykler voksede med og det gjorde ikke den store forskel at han ikke ejede en knallert så længe han kunne reparere og tune de andres. Han havde jo mekaniker genet. Derfor var der heller ingen tvivl om hvem der var lederen på den lokale knallert klub da Bent endelig har fået sig en knallert.

Efter to år som leder af knallert klubben besluttede Bent sig for at komme videre. Han tog modet til sig og søgte en elev stilling hos lokale afdeling af Hells Angels. HA’erne var allerede bekendte med hans renome som dygtig mekaniker. Derfor blev han optaget som elev og fik lov at køre bagerst i flokken, på sin knallert med en selvlysende vest, hvor der stod “HA elev”. Ja, det var tider…

Lederen holdt også meget af ham og efter han var færdig med sin halv årig praktik i København afdelingen opfordrede han Bent til at søge fuld medlemskab, så han kunne få sig et rigtigt rygmærke i stedet for den hæklede version han fik til jul af sin gudmor.

For at blive fuld medlem skulle han så igennem en slags manddomsprøve. Der blev besluttet at han skulle krydse Sahara på en Harley og kun mad og vand nok til 10 dage. Alt blev arrangeret og Bent og en Harley af eget valg er blevet fløjet ned til Sahara. Efter en kort afskedsceremoni blev han sendt afsted. Så var der ikke andet end ørkenen, ham og hans Harley.

På den syvende dag var han godt træt af solen, varmen og sandet. Han stoppede op for at gøre status og konstaterede at han kun havde vand og benzin nok til en dag til og ikke mere. Hvis han skulle overleve dette eventyr skal der ændres kraftigt i planerne. Han stirrede på horisonten og tænkte på hvordan han kan komme ud af det her I et stykke. Hans hjerne kogte i den sydende sol halucinationerne fløj,. Efter et stykke tid så han sit liv passere revy. Pludselig var han hel ung igen, det var nat og han kunne ikke sove. Fra sit vindue kunne han se at der var lys i garagen. Det var hans far, som heller ikke kunne sove. Han betragtede ham fra afstand. Han nuslede med sin Nimbus og var i gang med at fikse et eller andet. Oven over ham hang der nogle modelfly og bag ham på hylden lå der et par modelskibe, som han har v¾ret med til at bygge fra nul. Da han vågnede så han lyset i mere end kun een forstand. Solen var lige ved at stå op i horisonten. Han så på sin Harley og tænkte, hvis mand ikke kan krydse Sahara til lands, så må mand krydse den i luften. Efter et hurtig kik på sin omgivelser gav han sig til at samle vindhekse. Med en hurtigt ryk rev han sine lederbukser i to stykker og stoppede dem med sin fangst.

Han stampede dem helt flade og syede dem med sin leder belte, som han også halveret på langs, for at holde dem flade og for at gøre konstruktionen stærkere.. Disse ?vinger? blev monteret på hver sin side af Harley?’en. Han spiste sin sidste mad op og drak alt hvad der var tilbage af vand. For at gøre sit ?fly? lettere, monterede han alle de dele af, som ikke kan bruges på flyvturen.

Da han endelig tog sin plads i ‘cockpittet’ havde han kun sin hjelm og sine boxershorts med små Harley Davidson logo på. Han var klar og var klar over at det vil blive knald eller fald. Han startede motoren mens han stirrede på horisonten. Han var så fokuseret på sit mål, at han opdagede næppe den sandstorm, som var ved at trække op lige bag ham. Sømmet i bund? sagde lillehjernen, nerverne bragte budet videre, hjulene spinnede med en hvin og kastede ørkensandet baglæns. Han kørte mod den næste sandbakke, som han tænkte sig at bruge som en rampe for at hjælpe ham med at lette. Han kørte så hurtig, som han kunne, men stormen rejste hurtigere og fangede ham og hans Harley i luften lige da de forlod rampen. Vi kan flyve, vi kan flyve? råbte han. To sekunder efter hans mest glade øjeblik blev han for alvor trukket ind i sandstormen og mistede bevidstheden.

Da han åbnede øjnene igen lå han begravet I ørkensand og undrede sig over hvad han lavede der. Pludselig så han en skygge passere forbi og en til. Lyden af fire små f’ødder på sand kom nærmere og nærmere. De var to drenge. De talte et sprog han ikke forstod. Der gik ikke l¾nge inden den ene af dem løftede Bents hjelm. De kikkede på hinanden og nikkede, hvorefter gik de i gang med at grave ham fri. Da de var færdige tog de ham i hånden på hver sin side og fulgte ham hjem til deres mor. Bent kunne dufte aftensmaden fra en afstand og han var sikker på at det var hans yndlings ret, uden at have den fjerneste ide om hvad det var. De gik ind i huset og da deres øjne mødte hinanden forstod Bent hvorfor han var der.

Hun satte en tallerken til på bordet og smilede..


Reklamer

Historien om Albert

For ikke så lang tid siden, på en galakse ikke så langt borte, levede nogle væsner som ikke var helt sorte. De var hvide og havde sorte pletter på og rejste fra galakse til galakse på må og få. De havde også vinger og en spids dragehale. Med deres sorte pletter, hvid hud, dragehale  og vinger lignede de næsten en Ko-drage eller Drage-Ko .

Deres planet lignede i store træk vores planet og deres måne vores måne. Lige bortset fra deres sol lyste blå og hed Blå-måne og deres måne var lilla og hed Natsolen. Planeten?….ja der var ingen der undrede sig over hvad den hed. De boede der bare.

Disse væsener rejste med lyset eller rettere sagt på lyset. De kunne “surfe” på lysbølger og kom langt omkring i universet. Eneste de skulle var at fange en lysbølge og lidt stjernestøv. Stjernestøvet var nødvendig så de ikke brandte deres fødder på de lange strækninger.

Et af disse væsner hed Albert og hans kælenavn var også Albert. Han var nemlig meget kær lige præcis som han var. Han var en langtidsrejsende. Det var altid spændende at høre om hans rejser når han endelig var tilbage. Alle børnene på planeten ventede spændt på hans tilbagekomst. Han har nemlig været væk i næsten to dage. Det lyder måske ikke så langt tid, men ifølge vores tidsregning svarer den til sådan ca 20 år.

De skulle ikke vente længe. Lige pludselig kunne de se et stjerneskud på himlen og en lang lyst streg efter den.  Albert hoppede af og alle børnene jublede og samlede sig omkring ham. Og før han kunne sige 1-2-3 var der en masse børn samledes omkring ham. De råbte: “Fortæl fortæl, hvor har du været hvad har du oplevet?”

Albert var træt, men kunne alligevel ikke modstå børnenes ønske. Han satte sig på den nærmeste sten og gik i gang med at fortælle. Og lige da han åbnede munden trillede hans øjne bagom i nakken på ham.

Bare rolig det var helt normalt for Albert. Jeg glemte at fortælle jer en ting om Albert: Han var hvid med sorte pletter ligesom de andre på planeten, men han havde en meget specielt hoved, som ikke lignede de andres. Det bestod nemlig kun af hans overmund og undermund, som begge havde form af to firkantede klodser. Hans øjne trillede frit på disse den øverste “klods”. Det var lidt specielt, men sådan var han nu altså. Hver gang han åbnede munden trillede hans øjne bagom i nakken på ham og trillede så tilbage når han lukkede munden igen.

“Fortæl fortæl” råbte en af børnene igen “Hvor har du været? Hvad har du oplevet?”

Albert åbnede sin mund (og hans øjne trillede bagom) og han sagde:

“Jeg rejste dag, jeg rejste nat, jeg rejste med lysets hastighed. jeg var lyset selv for ellers kunne jeg jo ikke rejse lige så hurtig som lyset.  Jeg kom forbi en galakse ikke langt herfra og en sol som lignede vores. Jeg så nogle planeter omkring den. En af dem fik jeg øje på og hoppede af mit lys for at besøge den. Der mødte jeg nogle væsner. Nogle blev bange for mig og løb deres vej. Nogle blev glade for at se mig og dem blev jeg hos. Så var der også nogle, der var ligeglade,  der blot kiggede den anden vej.  De glade var både glade og nysgerrige og det gjorde mig glad og nysgerrig. Selv om de ikke forstod vores sprog var de søde og lyttede med stor opmærksomhed når jeg talte og vi kunne i store træk forstå hinanden. De havde to huse lige ved siden af hinanden. Den ene levede de selv i og har de bygget til nogle 4 benede væsner. Jeg blev med de  4 benede, da jeg synes godt om der var  højt til loftet og masser af selskab.”

Og så en nat hørte Albert nogle lyde der kom fra skoven som lå i nærheden. Det knitrede højt og en masse dyr løb til højre og venstre. Det var ligeså lys som om det var morgen. Menneskene han boede hos var stadig sovende. Han gik ud af stalden hvor han sov og fandt ud af at der var skovbrand. Det kaldte han det selvfølgelig ikke da på det planet han kom fra var der ikke nogen træer og dermed heller ikke skove og dermed heller ikke skovbrande. Han kiggede forvirret på de dyr som løb ud af skoven og hen mod det lysning hvor der var en sø. Han blev nysgerrig og fløj over mod skoven for at se nærmere på det lysende, knitrende og varme substans.

Pludselig fløj der en lillebitte fugl ud af skoven. Den fløj forbi ham ligeså hurtig som den kunne og 10 sekunder efter fløj den tilbage til skoven og 10 sekunder efter fløj den den anden vej…og tilbage igen og igen og igen. Næste gang den fløj forbi fulgte Albert den ned til søen og så den tage et stort slurk vand og flyve tilbage til skoven. Lidt senere var den der igen for at tage et slurk til og lige den skulle til at vende tilbage ramlede den ind i Albert og kom til at spytte alt vandet på ham og blev nødt til at tage en ny slurk. Albert gjorde det samme som fuglen og fulgte efter. Fuglen fløj tilbage til brandende skov og sprøjtede flammerne med vand og begav sig til at flyve tilbage. Albert gjorde det samme. Fuglen fløj og Albert fløj, fuglen fyldte sit næbe med vand og Albert fyldte sin mund med vand, fuglen sprøjtede vand på flammerne og Albert sprøjtede vand på flammerne….

Efter et stykke tid kunne fuglen (som iøvrigt var en kolibri) blev så nysgerrig og var nødt til at stoppe op for at høre hvad Albert var for en. Kolibrien spurgte “Hvad er du for en?”  Det forstod Albert godt men kunne af god grund ikke svare da hans mund var fuld af vand. Han vidste ikke hvad han skulle med den og kom til at sluge den så han kunne snakke igen. Han åbnede munden  (øjnene trillede bagom) og sagde: “Jeg er en rejsende” sagde han “fra en anden galakse og fra planeten Nygme”

“Hvad laver du her?” spurgte kolibrien, som iøvrigt hed Selle. “Jeg gør som du gør.” svarede Albert. “Hvad laver du?”

“Jeg slukker branden” sagde kolibrien “Vand som jeg henter fra søen kan slukke ilden. Jeg vil slukke den så ilden ikke brænder hele skoven ned.” . Albert kiggede ned på den brandende skov og kiggede på kolibrien. “Men du kan da ikke slukke det hele selv. Der er alt for meget af det gule, varme ting..ilden og der kan ikke være så meget vand i dit næbe ad gangen”. Kolibrien tøvede et øjeblik og sagde “Jeg må gøre hvad jeg kan” Derefter fløj den tilbage til søen for at hente vand og forsatte hvor den slap.

Albert ville gerne hjælpe men vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne nu mærke at ilden blev stærkere og varmere. Flammerne nærmede sig menneskernes hus. Albert stod og overvejede et øjeblik hvordan han kunne flytte en hel masse vand fra søen over til skoven og slukke ilden inden den når menneskernes hus.

Han tænkte tilbage til sin barndom på planeten Nygme. Huskede de historier hans far har fortalt om dengang der faktisk var træer på planeten. Ikke ligesom dem vi har på jorden. Deres træer var lyserøde i farven og havde hvide blader. Alberts far fortalte historier om deres forfædre, som kom til at fælde alle træerne på grund af et væddemål som gik ud på den ene skovhugger klan var hurtigere end den anden. Det gik vildt for sig og de kom til at fælde alle træerne på planeten på en eftermiddag. Som jeg sagde havde de jo dragehaler. De brugte deres haler til at vælte alle de træer som de overhovedet kunne og til sidst blev nødt til at bo i jordhuler for der var ikke flere træer de kan bygge redde i.

Albert fløj hen over skoven og kiggede ned. Han fik øje på sin hale og fik en genial idé. Den kunne jo godt bruges til at grave træer op som omringer skovbranden så flammerne ikke kunne sprede sig og så kunne de jo plante dem igen et andet sted. Han og gik straks i gang. Han svingede sin hale, træerne faldt en efter en rundt om flammerne og flammerne blev hvor de var. Det larmede en del og vækkede menneskerne i huset. De kunne nu se skovbranden og opdagede at der ohså var gået ild i køkkenet. Heldigvis var det ikke stort. De slukkede den hurtigt og gik ud for at hjælpe Albert. Dyrene var nu samlet og de kunne se hvad Albert prøvede at gøre. De hjælpes af med at bære de opgravede træer væk fra ilden. Nogle dyr har gravet nye huller for de træer og andre dyr plantede dem igen ved søens bredde. Menneskerne hjalp også med hvad de kan. De brugte traktoren til at slæbe træer og hentede vand for at vande de nyplantede træer.

Da kolibrien opdagede at flammerne ikke spredte sig mere holdt den også op med at bære vand og de to satte sig på et højt træ og så på flammerne blev lavere og lavere. Senere kom der to store regnskyer og tømte deres læs lige oven over gløderne og slukkede branden helt.

Da det var ved at blive morgen og alle var trætte men glade for at de nu kunne vende tilbage til deres hjem igen. Albert tænkte at det nu var tid til at hanogså skal hjem til sin planet. Han sagde pæn farvel til alle og takkede for at han måtte besøge dem et stykke tid. I tusmørket kunne de se et glimt af Albert, som vinkede farvel mens han hoppede på en lysbølge.

“Fortæl mere, fortæl mere” råbte en af børnene, men Albert var træt på en god måde efter den lange rejse og de mange oplevelser han havde. “Resten må I høre en anden gang” sagde han. “Jeg har en gave med til jer og til jetres børn” sagde Albert mens han hæv en aflang kludetæppe op ad sin taske og pakkede gaven ud.

“Det er nok ikke et lyserødt et med hvide blader på, men det er mindst ligeså smuk som dem vi havde her på planeten for længe siden”

Alle børnene jublede og gik hver især hjem til deres mor og far og fortalte dem hvad Albert tog med hjem fra den blå planet. Den nat sov alle børnene godt og mange endda smilede i deres søvn.